Newfoundlandhundens historie

Man ved ikke med sikkerhed, hvordan racen er opstået, men det er sandsynligt, at racen stammer fra øen Newfoundland, som navnet tilsiger.

En teori siger, at danske vikinger omkring år 1000 medbragte store bjørneagtige hunde, da de drog til området ved Newfoundland, idet vikingerne også havde andre husdyr med sig.

I slutningen af 1400-tallet fandt en italiener en hunderace på Newfoundland, der gennem generationer havde domineret over andre medbragte racer, hvad angår udseende og karaktertræk.

Frem mod 1700-tallet kom en del englændere til Newfoundland for at bosætte sig. De medbragte hunde, der blev blandet med de hunde, der allerede var på øen.

En opdrætter ved navn Harold Macpherson, der boede på Newfoundland vidste, at mange af hundene, som blev bragt til Newfoundland enten var hvide eller sorte og hvide, og som mindede om newfoundlandshunden. De var dog væsentlig større.

Den første hvide mand rejste i 1822 tværs over Newfoundland. I hans skildringer af mødet med indianerne nævner han flere gange, at indianerkonerne har store newfoundlandshunde hos sig, mens mændene er på jagt og fiskeri. Hundene blev brugt til at trække tunge ting som brænde til bål, fiskergarn og andet. Desuden fungerede hundene som vagt- og selskabshunde. Indianerne var så glade for hundene, at de betragtede dem som gaver fra guderne.

I 1837 malede Sir Edwin Landseer billedet "A distinguished member of the humane society", der forestiller en hvid/sort newfoundlandshund liggende ved Themsens bred.

A distinguished member of the humane society

Fra omkring 1780 blev mange hunde eksporteret fra Newfoundland, og den engelske by Poole var kendt for at være stedet, hvor man kunne få sig en newfoundlandshund. Her brugte man hundene til at trække vogne, når varer og fisk skulle fra havnen og op i byen, da hestevogne ikke kunne køre i byens smalle gader og stræder.

Harold Macpherson, der opdrættede under navnet Westerland, gjorde et stort arbejde på Newfoundland for at racen ikke helt skulle forsvinde og uddø. Han formidlede adskillige gode hunde tilbage fra England til Newfoundland.

I Tyskland var der ligeledes stor interesse for racen. I 1893 blev klubben "Neufundländer für den Kontinent" stiftet. Klubben sørgede for, at alle avlsdyr blev registrerede og beskrevet.

Det var dog englænderne, der udarbejdede standarden for racen, og allerede i 1886 stiftedes den engelske newfoundlandsklub.

Newfoundland Leo, 1881

Den engelske racestandard, der blev nedskrevet for mere end 100 år siden, har stort set været uændret siden. Den standard, som i dag følges, er godkendt af FCI og danner grundlag for avlsarbejdet i Danmark. FCI er den internationale paraplyorganisation, som de fleste kennelklubber i verden er tilsluttet. Her føres alle racers standarder ájour.

USA, Canada og England er ikke medlem af FCI. De har deres egne racestandarder.

Newfoundlandshundens udvikling igennem de sidste mange år har været styret af standarden. Hunden har udviklet sig betydeligt, idet opdrætterne naturligvis sætter deres præg på dens udvikling og dermed også på standarden.

Spring Creek's Duncan, Gold Cup 2006 (foto: Jan Søderberg)

Hvis du vil vide mere om Newfoundlandshunden, så findes der en række udmærkede publikationer, som giver et ganske godt billede af racen. Du kan læse mere om publikationerne på siden links.